Seriepsykologen

Seriepsykologen præsenterer – Gypsy

 

”Gypsy” – Naomi Watts –Netflix 2017

Sex, drama, psykologi.

Jean Halloway er en smuk psykolog i starten af fyrrene, som selv har en skrue løs. Lad os bare sige, at den måde hun involverer sig med sine patienter er temmelig uortodoks … ja, så det faktisk grænser til det psykotiske. Det er her du eventuelt kan tænke: hende kan jeg relatere til, eller jeg magter ikke flere tardos, jeg har nok i mig selv for tiden!

Tilbage til Jean – som hun hedder, når hun er mor til en sød lille pige der helst vil være dreng, hustru til en lækker advokatmand og arbejdende psykolog. Det ville være helt i tråd med klichéerne, hvis hun gik i seng med sine patienter, men det gør hun ikke … sådan da. Det hun gør, er meget mere underligt. Hun lever nemlig et dobbeltliv, hvor hun i den andel halvdel kalder sig Diane og er journalist. Har vi ikke alle haft den drøm? At bryde ud af vores lille velkendte hylster og så bare gøre alle de ting som … Sidespor! Sorry!!!

Diane (alter egoet) begiver sig ud mellem de mennesker, som hendes patienter har issues med. Complicated I know, men det er nemt nok at følge med i, når først man ligger på sofaen under sit tæppe – druknet i Doritos, købe-guacemole og superflyers.

Hun, Jean/ Diane, er en flot kvinde, og selvom jeg kan blive betaget af hendes moden-kvinde lækkerhed, så bliver jeg også lidt irriteret på hende. Tag dig dog sammen for fanden og stop mens legen er god!! Men det gør hun ikke, for hun er fanget i sit eget spind, som bare bliver større og større. Eller mindre og mindre alt afhængigt af om du er glasset-er-halvt-fyldt eller halvt-tomt typen. Jeg følte ikke på noget tidspunkt i denne serie, at jeg ikke hurtigt kunne gå ud og tisse gårddagens hvidvin ud. Sæt den på pause eller lad den køre på vol. 30. Du kan sagtens følge med alligevel.

Jeg vil helst ikke skrive mere om handlingen. Dels kan du selv læse den inde på Netflix hjemmeside og dels læser du jo med her, for at se om serien passer til din sindstilstand, ikke?

Se denne serie hvis du …

Du kan se denne serie hvis du er lettere depri, lider af svær selvmedlidenhed eller blot føler dig tom indeni. Om din tilstand vedrører dit job, dit ægteskab eller din stigende vægt, så bare tryk på play. Intet vil her gøre at du får det værre. Du får til gengæld heller ingen latter med på vejen, og du bliver ikke opløftet og får tanker som:  Nej hvor er jeg glad for mit liv, når jeg sammenligner med hendes! Men du kan altså godt få en smule kilden i de nedre regioner. SKULLE jeg prøve at have pigesex inden jeg dør. Skulle jeg egentligt ikke det? (Jo … Den tanke har du tænkt før. Måske ikke i dag eller i år, men i dit liv. Jo!)

Hvis du er nyforelsket, har rejsefeber, har lyst til at få grineflip eller på anden vis har hammer optur på, så lad være at begynde med serien ”Gypsy”. Vent til PMSén kommer. Ak ja.. PMS nedturen som selv ikke ferieforelskelsen i en græsk tjener med grønne øjne kan nedlægge. Det altædende bæst.

Gypsy får 4 ud af 6 terapitimer. Den melankolske stemning, de flotte skuespillere og den gode instruktion fangede mig. Jeg havde selv lidt nederen på den dag (Så hele sæsonen på en søndag – mine børn fik ingen mad) og serien passede mig godt fordi jeg bare havde brug for at trække stikket.

Som bonus info kan jeg fortælle, at Naomi Watts er så tæske-lækker i serien, at jeg dagen efter fik klippet mit lange hår op i en skulderpage. Havde det stadig af helvedes til, men heldigvis er mit hår vokset tilbage om to år.

God fornøjelse.

Mary U.

Del:

Skriv en kommentar

Din emailadresse vil ikke blive vist. Felter, der skal udfyldes er markeret med *