Barm & BeautyNyheder

”DU bestemmer, hvordan din krop skal se ud!”

Facts, myter og lavt selvværd. Alt om kosmetisk kirurgi.

Der er mange myter om brystimplantater. I de næste uger kan du følge en serie om brystoperationer. Facts og myter om operationer af de normale bryster. Dem, der opereres, fordi de er for store, små, asymmetriske eller hænger. Og alle de, der får brystrekonstruktioner efter brystkræft.

Hvorfor? Brystet har stadig stor betydning for mange kvinder, og uanset om man vælger en kosmetisk operation eller rekonstruktion, er det vigtigt, at man træffer valget på et informeret grundlag, og at man kender både fordele og risici ved at vælge en operation.

Kosmetisk kirurgi vækker meget hurtigt rigtigt mange følelser – og de fleste har en solid holdning. Det svinger fra ”giv mig nye bryster i 18-års fødselsdagsgave” til ”tabu”. De faste meninger er sjældent fagligt velunderbyggede – igen er de oftest formet ud fra spinkelt funderet ”viden” fundet på nettet og i magasiner. Det har jeg virkelig lyst til at lave om på. Kosmetisk kirurgi handler om livskvalitet – men al kirurgi har konsekvenser og risici. Kosmetisk kirurgi især skal være en velovervejet beslutning, truffet med masser af viden.

”Mangler du ikke selvværd, så? Er du måske ret overfladisk, så?”
Alle har ret til at være glade for sig selv. Her taler jeg langt ud over de gennemgribende operationer, jeg har lavet efter ulykker, rekonstruktioner efter sygdom eller fejlbehandlinger.  Jeg taler om brystløft. Øjenlågsløft. Fedttransplantationer. Hudforbedring. Body contouring. Alt dét, der er rent kosmetisk. Alt dét, der er helt på overfladen, og som for stadig forbløffende mange udenforstående bliver tolket som signal om lavt selvværd.  Men hvorfor? Fordi de fleste af os stadig ikke ved bedre. I gamle dage (nogen steder i verden også den dag i dag) skulle man acceptere Guds vilje, hvis man havde dårligt syn, en truende sygdom, eller svært ved at bevæge sig. Det har viden lavet om på. Min mission er at bringe mere viden om plastikkirurgi til kvinder og mænd, så de kan træffe beslutninger på et informeret grundlag.

Vi har et ansvar. Viden giver valg.
På trods af fordommene er det er blevet udbredt og alment at få lavet kosmetisk kirurgi.
Vi lever i en tid, hvor normalitetsbegrebet er snævret alt for meget ind. Før så vi på hinanden i svømmehaller og omklædningsrum og opdagede, hvor forskellige vi alle er. Det var nemmere at acceptere sig selv. Nu? Om det er medierne, de sociale medier, eller drysset af religion, der påvirker? Der er opstået en stærkt øget blufærdighed blandt unge kvinder, også de helt unge. Mange føler sig forkerte, selvom de er pærenormale. Den følelse af forkerthed koblet med nemme løsninger giver et virkeligt forvirret billede af, hvad man kan og måske især, hvad man bør.

Måske lyder det som modsætning til det job, jeg elsker – men jeg kan lide naturlige bryster. Er vild med naturlige kroppe og naturlige rynker, og jeg er selv stolt af mærkerne på min krop. Når jeg opererer, tilstræber jeg at opnå et naturligt slutresultat.

Men hvis man ER ked af det, skal man da have lov til at få lavet det om. Mine patienter er af alle køn, næsten alle aldre og af alle seksuelle overbevisninger. Det er ikke en partner, der presser dem – tværtimod sidder partnerne og siger, at de ikke synes, det er nødvendigt. Fælles for patienterne er et eget ønske om en bedre livskvalitet – og det får de rent faktisk med en kosmetisk operation. Den oftest hørte sætning er ”Jeg skulle have gjort det her for 10 år siden”.

Derfor har vi plastikkirurger et kæmpe ansvar for at vejlede og informere patienter om muligheder og begrænsninger, når man overvejer en kosmetisk operation eller korrektion. Hvilke indgreb, der er blevet meget mindre og forbundet med meget færre risici. Og hvilke konsekvenser og bivirkninger, operationer stadig har. Måske er en operation overhovedet ikke det rigtige, når man får undersøgt det til bunds. Måske er det. Den viden skal give alle retten til et velinformeret valg om egen krop.

Følg med her de næste mange uger – og vil du endnu mere i dybden, så skynd dig ind på www.trinefogedhenriksen.dk, hvor jeg nørder, så meget jeg får lov til.

Del:

Skriv en kommentar

Din emailadresse vil ikke blive vist. Felter, der skal udfyldes er markeret med *